Isabella og visdommens træ

I undervisning vi fik vi 5 kort, en med en hovedperson, en med et mål, en med en skurk, en med en hjælper og en med 3 hjælpemidler. Ud fra dem har vi lavet denne historie.

Isabella og visdommens træ

Der var engang en pige, der hed Isabella.  Hun var den yngste pige i en søskendeflok på tre. Hendes mor og far boede ikke længere sammen. Hun boede ved sin far i et lille hus inde i byen, mens hendes to brødre boede hos hendes mor. Isabellas far havde fundet sig en ny kone, som havde to ældre døtre. Isabella kunne ikke lide hendes to nye søstre og kunne ikke forstå, hvorfor hendes far havde brug for en ny kone. En dag sad Isabella og læste, men det var som om, at ordene ikke gav mening. Ordene hoppede og dansede, som små lopper. Isabella ønskede sig brændende, at blive dygtigere og klogere, så hun kunne læse alle de bøger, hun havde lyst til. Men hun vidste ikke hvordan. I stedet gik hun hen til sin far og spurgte, om han ikke vil læse bogen for hende. "Nej, det vil jeg ikke lige nu. Det har jeg ikke tid til. Spørg dine to søstre." sagde faren. Hun gik ind til Anne, som er den ene af de to stedsøstre. "Vil du ikke læse den her bog for mig?" spurgte Isabella. "Ha! Kan du ikke engang læse en bog? Du er bare for dum." sagde Anne hånligt og lukkede døren i hovedet på Isabella. Samme reaktion fik hun hos Astrid, den anden stedsøstre "Skrid og lær at læse din egen bog!" Isabella gik bedrøvet ind på sit værelse og lagde sig i sengen. "Hvorfor synes alle, at jeg er dum? Kan jeg ingenting?" snøftede hun, "Jeg ville ønske, at jeg var klog"

Isabella satte sig ud under det gamle æbletræ ude i haven. En lille tåre trillede ned af kinden og hun tænkte, at alt også kunne være lige meget. Træet begyndte stille, at bevæge sig og pludselig faldt der et rødt æble ned i hovedet på Isabella. "Av! Det bliver da bare bedre og bedre det her." Hun tog sig til hovedet. "Hvorfor græder du min pige?" spurgte træet. "Hvad, hvem sagde det?" Spurgte Isabella og kiggede forvirret rundt. Træets grene begyndte pludselig at svaje i vinden. Isabella kiggede op og træet smilede til hende. Hun sprang forskrækket op fra græsset og stirrede på træet. "Jeg kan hjælpe dig" sagde træet "Jeg kan hjælpe dig med at blive klog, men det er en lang rejse. "Jeg vil så gerne være lige så klog som mine søstre, jeg vil gøre alt" sagde Isabella. "Okay, du må kravle op i toppen af mig. Her vil du finde en hemmelig indgang. Men en ting må du huske, intet må forandres eller ødelægges". Isabella begyndte at kravle op, men det var meget besværligt. Til sidste kom hun langt nok op i træet til at kunne se indgangen. "Hvor mon indgangen fører hen?" Tænkte hun.

Pludselig mistede Isabella fodfæste og faldt ned i det hule træ. Der var meget mørkt, men alligevel kunne hun ane en meget stor dør. Isabella kiggede undrende på døren og tænkte "Hvor fører den mon hen?". Hun åbnede døren og så til hendes forundring en eventyrlig verden. Døren lukkede bag hende med et brag. Isabella fór sammen. Hun kiggede rundt på det smukke landskab og begyndte forvirret at gå rundt i den eventyrlige verden. Hun fik øje på nogle æsler der stod på en mark og græssede. "Undskyld, kan i hjælpe mig?" Men æslerne vendte bagen til og luntede væk. "Vent! Jeg har brug for jeres hjælp!" Isabella løb efter æslerne. De stoppede op ved et træ lidt længere fremme. Hun fik øje på uglen der sad i træet og tudede. Hun kiggede op "Kan du hjælpe mig? Jeg er ude og lede efter visdom". Uglen stirrede på hende, mens den rettede på sine gule runde briller. Isabella sukkede "Ikke engang her, er der nogen der gider hjælpe mig". Hun vente om og begyndte at gå. Uglen lettede fra træet og fløj over og satte sig på Isabellas skulder. Den overrakte hende sine briller og fløj væk. Isabella tog brillerne på og så til hendes store fornøjelse, sig selv sidde på sit værelse i færd med at læse en bog. Hun skyndte sig ud til det gamle æbletræ. "Jeg kan læse" sagde Isabella til det gamle æbletræ. "Det er flot" sagde æbletræet. Isabella hentede sin bog og satte sig under æbletræet. Hun åbnede bogen og begyndte at læse, men ordene var som før. "Jeg kan jo stadig ikke læse" sagde Isabella til træet. "Så må du mangle noget" sagde træet.

Isabella kravlede igen op i træet og ud i den eventyrlige verden. Denne gang så hun en ældre mand, der gik med en stok. Den ældre mand spurgte "Hvad laver du i visdommens land." "Jeg vil så gerne være lige så klog som mine søstre" sagde Isabella. Den ældre mand gav Isabella sin stok, så vendte han sig om og begyndte at gå. Isabella råbte "VENT! Hvad skal jeg med din stok" men manden var væk. Isabella kiggede undrende på stokken og tænkte "Hvad skal jeg med den?". Så begyndte stokken at skrive i sandet og Isabella blev henrykt.

"Jeg kan skrive" sagde Isabella glad. Hun løb igen tilbage og ud til træet i haven. Så hentede hun hendes dagbog og blyant, og begyndte at skrive. Men heller ikke denne gang virkede det, hun kunne stadig ikke finde ud af at skrive. " Du kan jo ikke hjælpe med noget som helst, jeg er jo stadig lige så dum som før" sagde Isabella vredt til det gamle træ. "Hvis du stadig ikke er blevet klogere, så mangler du stadig noget. Du må tage tilbage til visdommens land for tredje gang" sagde træet.

Isabella kravlede irriteret op i træets top for tredje gang. Da hun kom til visdommens land igen, så hun igen fortabt rundt. "NU må jeg da snart blive klog" Hun kiggede på brillerne og stokken som lå på jorden. Hun tog brillerne på og kunne nu se en kilde for sig. Hun tog brillerne af og væk var kilden. Hun samlede stokken og tog igen brillerne på. Nu begyndte stokken at bevæge sig, den nærmest træk i hende og begyndte at vise vej. Hun gik og der gik ikke længe før hun nåede visdommens kilde. I kilden så hun nået glimte. Hun stak hånden ned og med op havde hun en glaskugle i hånden. "Hvad skal jeg med den?". Hun så ind i glaskuglen "Stil mig et spørgsmål og du vil få svar" sagde glaskuglen. Men pludselig ændrede himmelen sig, visdommens land blev mørk og grå, som om alt liv blev suget ud. "Hvad sker der?" Glaskuglen viste hende hvorfor visdommens land var blevet så mørk og grå. Den viste hvordan hendes søstre var kravlet ind i visdommens land og var ved at brække grene af visdommens træ. Isabella tog brillerne, stokken og glaskuglen og løb mod træet. Jorden begyndte at ryste og en kløft delte visdommens land i to. Da Isabella nåede hen til træet så hun sine grædende og bange søstre på anden side af kløften. Hun indså, at hun måtte gøre noget, men hvad? Hun tog tilløb og løb så hurtigt hun kunne, satte stokken i jorden og sprang tværs over kløften. Hendes søstre så forbavset på hende med store øjne og sagde "Du er godt nok modig". I det fjerne så hun nå den gamle mand, som havde givet hende stokken. På hans skulder sad uglen, der havde givet hende brillerne. "I må kunne hjælpe os" sagde Isabella. Den gamle mand kiggede på hende og sagde "Dine søstre har taget fra visdommens land, ved at knække grene af visdommens træ. For at lukke kløften, må I give noget tilbage". Isabella og søstrene kiggede rundt. Det eneste Isabella kunne finde, var stokken, brillerne og glaskuglen. Hun tænkte lidt og samlede så alle tre ting op. Hun gik hen til kanten af kløften og smed dem ned i dybet. Alt begyndte igen at ryste og kløften lukkede sig. Isabella vendte sig om for at takke manden for hans råd, men han var ikke at længere at se nogen steder. Isabella og søstrene kravlede hurtigt op i træet og ud gennem åbningen. Da de alle var ude i haven igen, lukkede hullet i træet sig.

Isabella og søstrene løb lettede tilbage til huset. Søstrene kigge på Isabella og sagde "Tak fordi du reddede os, vi ville ønske at vi var lige så modig som dig"

Isabella smilede og de levede alle lykkeligt til deres dages ende.